Ting jeg har lært af mine børn (indtil videre)
Da jeg blev mor, glædede jeg mig til at lære mine børn om livet. Om farver og fantasi, om hvordan man ælter dej, passer på en snegl og måske en dag også om brøker og biologi i vores lille hjemmeskole.
Men jeg tænkte slet ikke på alt det, de ville ende med at lære mig. Ikke gennem store samtaler eller forklaringer, men i det små. I måden de ser verden på. I deres ærlighed, følsomhed og evne til bare at være.
Her er nogle af de ting, de har lært mig indtil videre:
1. At glæde bor i det små
Mine børn kan blive fuldstændig opslugt af en sten, der glitrer i solen, en lille bille i græsset eller en knækket pind, der ligner en tryllestav. De går ikke forbi det, som vi voksne ofte gør – de ser det. De stopper op. Peger. Spørger. Deler glæden.
Det minder mig om, at livet ikke behøver at være stort eller spektakulært for at føles rigt. Det er ofte i de mindste øjeblikke, at jeg mærker det største nærvær. Jeg øver mig i at være mere som dem – opmærksom, nysgerrig, åben.
2. At pauser er en del af rytmen
Når de bliver trætte, så stopper de. De lægger sig midt på gulvet, trækker et tæppe over hovedet eller finder en stille krog, uden at tænke over om det “passer ind”. Der er ingen skyldfølelse. Ingen stemme i dem, der siger, at de burde være mere produktive.
Det har lært mig, at pauser ikke er noget, man skal gøre sig fortjent til. De er en del af rytmen. Kroppen ved det godt. Sjælen også. Og når jeg lytter til den del i mig selv, som trænger til at trække stikket – så er jeg langt mere mig selv bagefter.
3. At nuet er et sted, man kan leve
Børn planlægger ikke, de er. Når de leger, så leger de. Når de spiser, så spiser de. Når de er kede af det, så græder de – ikke om lidt, ikke i skjul – men lige der, hvor følelsen er. De tænker ikke på, hvad der kommer bagefter. De er i det, der er.
Det har lært mig, at nuet ikke er noget, jeg skal “nå frem til”, når alt det praktiske er klaret. Det er her allerede. Det kræver bare, at jeg stopper op og lander i det – midt i opvasken, i legen, i en vind der løfter gardinet blidt. Det er dér, livet bor.
4. At det ikke behøver at være pænt for at være vigtigt
Mine børn maler uden for stregerne, bygger huler der vælter, og stiller store spørgsmål uden at forvente klare svar. De er ikke optagede af, om noget ser rigtigt ud – de er optagede af, hvordan det føles. Deres skaberglæde er vild og fri. Og ærlig.
Det har lært mig, at værdi ikke ligger i resultatet, men i processen. At det rodede, det skæve, det upræcise ofte er det mest levende. Og at det er okay, at noget bare er for sjov. For os. For nu.
5. At kærlighed ikke kræver beviser
Deres kærlighed er ikke betinget. Den er der bare. Når jeg laver fejl. Når jeg bliver sur. Når jeg siger undskyld. Den er blød og stærk på samme tid – og helt uden betingelser.
Det har lært mig at tage imod. At jeg ikke skal præstere for at være elsket. At jeg må være menneske. Og at det måske er det allermest kærlige af alt – at kunne blive mødt, som man er.
Jeg tror ikke, jeg nogensinde bliver færdig med at lære af dem. Og det føles egentlig ret trygt. For de minder mig hver dag om, hvad der virkelig betyder noget.
Hvad har dine børn (eller andres børn) lært dig?
Jeg samler gerne på små visdomsperler – de kommer oftest fra de mest ærlige steder.
