Kvinder som løber med ulve

Kvinder, som løber med ulve! Hold da op, der var noget at tygge på og tænke over. Alt i alt synes jeg bogen er ret fantastisk og jeg vil anbefale alle kvinder at læse den mindst en gang i deres liv.

Bogen bruger eventyr som metaforer for kvindelivet, for det at miste sig selv, at finde sig selv, slukke sig selv, glemme sig selv, kæmpe for sig selv— forfatteren bruger ordet vildkvinde om “selvet" og ulven som et andet billede på dette “selv" (ikke at forveksle med ens animus).

Jeg kunne virkelig genkende mig selv i meget af det og bestemt også min mor— vi har nærmest brugt bogen som en terapeut og fået gennemsnakket så mange ting på baggrund af eventyrerne. Jeg føler oprigtigt bogen har forandret mig og ihverfald givet mig en dybere forståelse af mig selv som mor, datter og hustru.

Men der mangler ligesom også noget i bogen, det er som om den aldrig bliver konkret— for mit “selv” er faktisk ikke så vildt og de bedste og mest givende stunder for mig er faktisk at side med en god kop te og lidt chokolade og skrive eller læse. Forfatteren vil enormt gerne slippe kvinden fri til at løbe udover stepperne og hyle mod månen— og den føles på en eller anden måde som om den er skrevet til tidligere tiders kvinder, der var låst fast af mandens behov og det daglige hushold.

Jeg har jo nærmest taget den omvendte kamp, hvor jeg har kæmpet for at realisere mig selv (om man vil) gennem det at være mor og værne om de berømte kødgryder. Jeg tror ikke, man behøver opgive mand (eller kone) og børn og flytte ud i skoven og begynde at male for at sætte selvet fri— og forfatteren skriver da også om at invitere manden indenfor og lære ham om kvindelivet. Det har aldrig været nødvendigt for mig— mit ægteskab er jo kærlighed mellem to ligeværdige, der respekterer hinanden og ønsker at se hinanden folde sig ud og blomstre (heldigvis). Havde det ikke været det, var jeg nok ikke blevet i det. Så bogen handler måske mere om min mormors generation.

Verden er en anden i dag, og realisering er ikke længere bare forbrug og overforbrug og at kravle opad og opad på arbejdsmarkedet fordi— ja, for at stå på toppen og være millionær eller stå og være stolt af man har givet 40 år til en arbejdsplads? Verden er ved at gå til i forurening og forbrug og måske er selvrealiseringen blevet noget med at søge hjem og tilbage til kødgryderne til mindre forbrug og mere nærhed og slowliving— kvinder, i min del af verden, er sat fri af ægtefældens forventninger, vi er frie til at gå fra hus og hjem og kan tjene vores egne penge. Vi kan vælge ikke at få børn og vi kan få hjælp til at få dem selv udenom en mand.

En ting bogen dog virkelig er god til at advare imod er de dårlige ægtefælder, der netop stiller sig uforstående for partnerens “selv”. Lukker personen ned og driver dem til at leve et liv, der ikke passer til deres “selv”. Måske er det derfor bogen virker for teoretisk og metaforisk på mig, for jeg er heldig at være gift med min bedste støtte og ven i nuet— men tro mig, jeg har mødt de typer, der ikke kan rumme ens “selv”, ens fulde og grinende og tænkende “selv” og hvor man er nødt til at lukke ned for at blive sammen. Der havde jeg virkelig ønsket bogen var kommet til mig, for den er virkelig udviklende og super god.

Bogen har fået mig til at mærke efter, til at forstå mig selv dybere og mit forhold både til Mathilde og min mor. Bogen har gjort jeg åbner mere op for min intuition og tager mig flere stille stunder og søger kvindefællesskaber i højeregrad. Endelig har bogen åbnet op for en side af mig, hvor jeg siger “F#€% You!” og bare vist hvem jeg er og det tror jeg er super sundt ind imellem.