The Sun and Her Flowers

The Sun and Her Flowers var lige så smertelig læsning som Milk and Honey. Den bearbejder det ingen poeter ellers gider skrive om, kvinders smerte og deres hemmelige forhold til sig selv. Bogen var meget en gentagelse af forgængeren, men det gjorde egentlig ikke noget, for da jeg var færdig med Milk and Honey ønskede jeg mig mere, mere honing, mere ærlighed og flere banaliteter. Dette er ikke digte med store dybe oceaner under sig, der åbner op og kræver at blive tygget og tænkt over— og alligevel er de utrolig kraftfulde og beskriver selvværd og kvindeliv på en måde, jeg ikke har kunnet finde andre steder. Jeg ser mit eget selvbillede, dagligt tage en karruseltur, ikke så voldsom som digtene, men man er oppe og nede og selvværdet er en plastisk størrelse. Kaur skriver om det banale og det indre på en minimalistisk og alligevel kraftfuld måde, som jeg slet ikke kan få nok af.