Min egen kreativitet – hvor blev den af, og hvordan jeg finder den igen

Min egen kreativitet – hvor blev den af, og hvordan jeg finder den igen

Der var engang, hvor jeg bare lavede. Malede, skrev, formede, fandt på. Ikke for at præstere, ikke for at vise det frem, men fordi det føltes som at trække vejret gennem farver og ord.

Og så... blev det stille. Ikke fra omgivelserne – tværtimod. Små børnestemmer fyldte mit hjem, og mit hoved. Døgnene blev fyldt med madpakker, tøj der skulle vaskes, og små hænder, der havde brug for mig hele tiden. Der var ikke længere plads til “bare lige at sætte sig og skrive” eller lade tankerne flyve ud i noget for sjov.

Min kreativitet forsvandt ikke – men den gik i dvale. Som en blomst der venter på forår.

Det har taget mig noget tid at forstå, at kreativiteten ikke kræver timer alene eller helt ro omkring mig. Den kræver bare, at jeg inviterer den ind igen. Blidt. Uden krav. Her er, hvad der hjælper mig med at finde tilbage til den:

1. Jeg starter småt.
Et par linjer i en notesbog. En tegning i margenen. En blogpost uden perfekt idé. Jeg venter ikke på det store projekt – jeg starter med det, der kan være der midt i hverdagen.

2. Jeg gør det sammen med børnene.
Hvis de maler, maler jeg med. Hvis de bygger med ler, laver jeg min egen lille figur. Det føles ikke altid som min tid, men det tænder en gnist. Og nogle gange bliver det til mere bagefter.

3. Jeg dropper ambitionerne.
Min kreativitet må gerne være rodet, ufuldendt og uskarp. Den må gerne bare være for mig. Jeg behøver ikke vise den frem eller forklare, hvad jeg laver. Den må bare få lov at eksistere.

4. Jeg mærker efter, hvad jeg savner.
Er det ord? Farver? Forme? Skabelse? Jeg prøver ikke at presse mig selv ind i en bestemt form, men lytter til det, der trækker i mig. Nogle gange er det naturfotografi. Andre gange en tekst. Eller noget helt tredje.

5. Jeg giver plads – men kræver ikke perfektion.
Kreativitet behøver ikke vokse i perfekte rammer. Den lever også i mellemrummene. I rodede stuer, i en halv times stilhed, i et blogindlæg skrevet med børn på skødet.

Jeg tror, kreativiteten aldrig forsvinder helt. Den venter bare tålmodigt, til vi husker den. Og nogle gange skal man bare begynde – ikke fordi man har tiden, men fordi man savner det.

Så hvis du – som jeg – har savnet din kreativitet, så lad dette være din påmindelse. Den er der stadig. Du må gerne begynde igen. Og det behøver ikke være perfekt.

Har du også haft perioder, hvor kreativiteten forsvandt lidt? Hvad vækker den til live hos dig?
Jeg vil elske at høre dine tanker – måske sidder vi flere med den samme længsel, og kan inspirere hinanden bare ved at dele lidt af det, der spirer.