Min glæde ved at skrive

Der er noget helt særligt ved at skrive. Ikke nødvendigvis for at blive læst, men bare for at mærke ordene finde vej. Når jeg skriver, falder noget på plads i mig. Tankerne lander blødere. Stemningen omkring mig ændrer sig. Det bliver roligere, mere klart. Men et af mine mål i 2025, er at sende noget af alt det jeg har skrevet ud i verden og give det vinger og læsere— måske.

Jeg har skrevet i mange år – i notesbøger, på computere, på servietter og skærme og papir med kaffepletter. Jeg skriver, når jeg er glad. Jeg skriver, når noget skal bearbejdes. Og jeg skriver, når livet føles som noget, jeg ikke helt forstår, før jeg får det ud gennem fingrene.

Det er ikke noget stort. Det er ikke altid smukt. Men det er mit. Og det giver mig noget, som intet andet gør.

Det føles lidt som at gå en tur i mit eget indre landskab – med pen eller tastatur som følgesvend. Nogle gange opdager jeg nye stier. Andre gange træder jeg bare på velkendte stier, og mærker at de stadig holder.

Når jeg skriver, føler jeg mig forbundet. Med mig selv. Med verden. Med det, der ligger lige under overfladen og venter på at blive set.

Skriften er også min måde at holde fast. I øjeblikke. I stemninger. I minder, der ellers ville smuldre mellem hænderne. Det er min måde at sige: "Det her var vigtigt. Det her mærkede jeg."

Jeg har længe haft behov for et sted at skrive frit – uden tanke på format, algoritmer eller mål. Derfor betyder det så meget for mig at have denne blog. Det er mit rum. Min rytme. Min livline til det danske sprog og den danske del af mig, som altid vil bo i ordene.

Nogle skriver for at forklare verden. Jeg skriver for at mærke den.